søndag den 26. april 2009

kollaborativ læring

I P. Dillenbourgs artikel "Introduction; What do you mean by 'collaborative learning'?" skriver han, at der er stor uenighed om, hvad der menes med kollaborativ læring. Ifølge Dillenbourg kan en situation betegnes som kollaborative, hvis personer er på nogenlunde samme niveau, kan udføre de samme ting, har et fælles mål og kan arbejde sammen. Ordene kollaborative og samarbejde bruges ofte som synonymer. Men Dillenbourg mener, at de kan bruges til at fortælle noget om arbejdsfordelingen. Ved samarbejde deler man opgaverne op og ved kollaboration arbejder man sammen.
I det kollaborativt samarbejde skal der skabes et fællesskab, hvori opgaven løses. Derfor kræves der en høj grad af udveksling og kommunikation og en høj grad af løbende koordination mellem deltagerne, da det ikke er alle, der ved præcist, hvad de skal fremstille eller hvordan de skal gøre det. Denne er i tråd med den socialkonstruktivistiske forståelse, hvor deltagerne tager del i et fælles arbejde, og hvor læring ikke er individuel, eftersom viden alene eksisterer i sociale sammenhænge. “Knowing is inherent in the growth and transformation of identities and it is located in relations among practitioners, their practice, the artifacts of that practice, and the social organization and political economy of communities of practice” (Lave & Wenger 1991, S.122). ”Derfor kan et kollaborativt samarbejde betegnes som en udviklingsmodel, hvor fokus hele tiden er på selve udviklingsprocessen” (Bang & Dalsgaard, 2005). Vidensdeling bliver derfor afgørende for et kollaborativt samarbejde, da alle deltagerne skal dele alt med hinanden for at få det samme forståelse for arbejdet. Samtidig indebærer kollaboration, at viden anvendes af deltagerne på samme måde i samme kontekst. Vidensdeling er ikke et spørgsmål om at ”udveksle med hinanden”, men derimod om at ”være fælles om” (Bang & Dalsgaard, 2005). Det betyder, at vidensdeling bliver en del af processen, hvor man i tilknytning til et fælles arbejde løbende delagtiggør andre i sit arbejde samt i sine tanker og idéer.

1 kommentar:

Joan sagde ...

Tak, Ramin. Jeg googlede "kollaborativ" og landede i første forsøg på din blog. Det gav endnu en brik i det puslespil, jeg forsøger at samle. Jeg arbejder på en opgave om videndeling og vejledning i forhold til digitale læremidler. VH Joan